Frygten for SEO opdateringer er overrated

Hver gang virksomheden Alphabet Inc. løfter et øjenbryn for at forbedre søgefunktionaliteten på deres søgemaskine Google, så ryster hele online branchen i bukserne.

Eller næsten hele online branchen.

For der er en lille ukuelig landsby…(sorry det var en Asterix reference til de uindviede) – For en lille ukuelig SEO specialist – der godt kan lide at tingene giver mening – gør det ikke den store forskel om Google (Alphabet Inc.) sender pandaer, pingviner eller pelikaner efter ham.

Han faldt i gryden med søgeord og teknisk kunnen før han blev junior SEO specialist, så der skal meget til for at slå den gæve SEO specialist ud.

 

For noget tid siden gjorde Datatilsynet Google Analytics ulovlig. – Pyt med det, sagde SEO specialisten. Google har nok ikke tænkt sig at sige farvel til et marked med 100 millioner kunder, så de finder nok en løsning.

Så kom ChatGPT, den smarte skrivemaskine med kunstig intelligens, som kan erstatte enhver tekstforfatter. – Det varer nok et par år endnu, før den skriver med samme sjæl, indlevelse, research og factchecking som jeg gør, sagde SEO specialisten, men det kan da altid bruges til at få inspiration.

Og nu er kildekoden for Yandex, den store russiske søgemaskine, blevet lækket! – Åh nej, hvad skal vi gøre, råbte SEO specialisten sarkastisk og med et glimt i øjet.

 

Den lækkede kildekode indeholder 1922 kriterier for at vurdere hjemmesider op mod hinanden og sortere dem efter. Det vil sige at dem, som opfylder kriterierne bedst, bliver bedst placeret i søgeresultaterne.

Men hvad er the big fuzz about i forhold til lækagen på den russiske søgemaskine, som stort set ingen i Danmark eller Europa bruger?

Tja…

  • Det er en søgemaskine ligesom Google
  • De har ansat tidligere Google-ansatte
  • Yandex er ikke Google – Men så alligevel måske?

 

Hvis man kender til de kriterier som Yandex bruger og overfører dem på Google, så kan man måske snyde systemet og få løftet sine hjemmesider meget hurtigere end andre? Aha! Smart!

Og straks gik alverdens SEO folk i gang med at studere de mange faktorer, der bruges til at løfte hjemmesideplaceringer på Google/Yandex.

 

Men hvorfor frygter den gæve SEO specialist så ikke denne skrækkelige nyhed?

Tjo, fordi de kriterier, som er lækket fra Yandex og som Google sandsynligvis også bruger, det er dem, som han altid har tænkt gav mening at følge.

Så det han laver er fremtidssikret uanset hvad der sker.

 

Jeg vil lige slutte af med et Haiku-digt:

 

Hvis du tænker på,
at SEO skal give mening,
så skal det nok gå.

Og hvis du gerne vil høre mere om mine tanker om hvordan man skal få sin side til at blive løftet i søgeresultaterne, så send mig en mail eller giv mig et kald.

Asterix kæmper mod Yandex og Google