Mit liv som SEO mand ændrede sig den dag ChatGPT blev født, voksede op og blev mor til Programmatic SEO.
Tilbage i 2010’erne gik min bror og jeg og talte om at det kunne være fedt at have et program, der kunne skrive og udgive artikler (fortrinsvis SEO tekster) ved blot et tryk på en knap.
Det ville gøre alting meget lettere og simpelt og man behøvede ikke at bruge sin kreative hjerne så meget. Det ville jo køre af sig selv.
Tiden gik og ChatGPT blev en realitet. Mange frygtede at det ville overtage verden og ødelægge arbejdsmarkedet for de fleste tekstforfattere.
Min bekymring gik dog mere på at jeg ikke synes det var godt nok.
Jeg var ikke bekymret for at tekstforfatterne ville miste deres arbejde. Selvfølgelig vil alle gerne prøve det af og nogen vil benytte det i stedet for af stordriftsfordele.
Men de tekster der blev skrevet var noget en dygtig tekstforfatter kunne gøre bedre.
Så det var kun de billige tekstforfattere, der blev erstattet.
Jeg brugte selv ChatGPT til at skrive nogle tekster, men fortrinsvis til at skaffe inspiration til hvad jeg ville skrive, da jeg ikke var tilfreds med det indhold den gav mig.
Det handler selvfølgelig også meget om hvordan man prompter en GPT, så måske var jeg bare ikke så god til at prompte. Eller måske skulle prompten være næsten ligeså fyldestgørende som resultatet blev, så det ligeså godt kunne betale sig at skrive det selv.
Programmatic SEO er den hurtige måde at skabe indhold på
Et par år senere efter vi havde vænnet os til ChatGPT’en og mange af de andre var kommet til: Claude, Perplexity, Gemini, m.m.
Så skete det.
Programmatic SEO overtog scenen og blev til ChatGPT på speed. Enhver SEO-konsulents våde drøm. Det var det jeg havde talt med min bror om i 10’erne. At kunne trykke på en knap og lade teksten skrive og udgive sig selv.
Men noget i mig gjorde at jeg ikke så Programmatic SEO som løsningen på mine dovenskabs-issues i forhold til tekstforfatning.
Der var to stemmer i mit hoved.
Den ene var min fars stemme.
Den anden var min egen SEO-konsulentstemme.
Når jeg fortalte min far om hvad jeg arbejdede med, så var han ikke særlig overvældet over at skulle læse en masse tekster om alt mulig ligegyldigt, når han blot ledte efter noget specifikt.
Han ville have det rigtige søgeresultat første gang.
Og hvordan får han det rigtige søgeresultat, når 100 forskellige sider prøver at bilde ham ind at det er dem, der har det?
Det tager ham jo 100 gange så lang tid at finde det.
Min egen SEO-konsulentstemme sagde: ”Jo flere artikler du publicerer, desto flere nåle smider du i den høstak, som Google skal finde din hjemmeside i”
Men her så jeg min fars kritik.
For jo flere nåle, der bliver smidt i høstakken, desto mere bliver høstakken til en stak af nåle, hvor det er svært at finde Nålen i.
Så hvordan skaber det værdi for brugeren?
Det giver god mening at skrive generiske tekster og produktbeskrivelser med et AI værktøj. Især hvis det er ting, der minder meget om hinanden og der blot skal skrives næsten det samme igen og igen.
Her kunne jeg godt have brugt ChatGPT for 10 år siden, da jeg skulle skrive om Windows 10 på 10 forskellige måder, da vi skulle undgå duplicate content.
Det havde sparet mig for tid.
Fordelen er at kunne levere en masse indhold på kort tid.
Men er der nogen, der tænker over at Google og brugerne skal kunne nå at tygge sig igennem alt det, der bliver publiceret?
Ja, der skal skrives nyt indhold hele tiden, da der hele tiden opstår nye virksomheder og produkter, m.m.
Men forestil dig dette scenarie:
Det tænkte eksempel om din virksomhed og tre konkurrenter
Der findes tre virksomheder med det samme produkt. Kun tre.
De vil alle sammen gerne findes på Google.
Først havde de blot lavet deres hjemmeside og beskrevet hvad de solgte.
Den af dem, der var bedst til at beskrive dette i forhold til hvad brugerne søgte på, fik flest besøgende og sandsynligvis flest salg.
Så fandt en af dem ud af at de kunne skrive nogle artikler, som omhandlede deres produkter, så de kom frem på Google flere gange end deres konkurrenter og dermed blev besøgt oftere end de andre.
Da de andre så at de mistede besøgende valgte de at gøre det samme.
Så fandt den ene ud af at man kunne spare tid og skrive sine artikler meget hurtigere med ChatGPT. Og da de andre fandt ud af det, så gjorde de det samme.
Der var stadig den samme fordeling af besøgende til dem alle. Det var kvalitetsforskellen i indholdet der gjorde hvor brugerne søgte hen.
Men i stedet for at fokusere på kvalitetsindhold, så valgte den ene igen at finde en smart løsning med programmatic SEO, som kunne automatisere processerne. På den måde kunne de skrive artikler uden at være til stede og kunne fokusere på andre mere spændende ting, mens de trak besøgende til hjemmesiden.
Sjovt nok fulgte de andre to med og så var der igen en nogenlunde lige fordeling af de besøgende til deres sider.
Den nye spiller på markedet
En ny spiller prøvede nu at komme ind på markedet.
Det så rimelig umuligt ud, da de tre store allerede havde overhældt markedet med AI-tekster om alt indenfor emnet og til stadighed publicerede nye tekster.
Den nye spiller kunne så vælge at gøre to ting:
- Gør det samme som de andre, bare hurtigere og bedre.
- Gør noget andet end de andre.
Hvis den nye spiller vælger at fokusere på kvantitet og publicere mindst ligeså mange artikler som de andre bare for at få del i deres trafik, så ender de med at være fire virksomheder, der kæmper om markedet indtil en af dem giver op.
Vælger den nye spiller at fokusere på kvalitet og unikt indhold, så vil de besøgende, som går op i kvalitet og følelsen af at blive informeret og talt til, foretrække denne side.
De andre tre vil kæmpe om deres lavkvalitetskunder.
Hvad er Programmatic SEO værd?
Desuden er det jo ikke kun teksterne der er afgørende for om man får et salg.
Teksterne er lokkemaden. Det får kunden ind på siden. Men når du er der, så er det hele kunderejsen, der gør hvilken butik man foretrækker at shoppe i.
Kunder foretrækker autencitet. De foretrækker virkeligheden.
Ja, vi kan godt blænde dem i en tid, hvor det er spændende at prøve noget man ikke har prøvet før.
Men autenciteten og troværdigheden, samt det menneskelige islæt – Det slår ingen AI model uanset hvor automatiseret den er.
Jeg erkender at jeg selv bruger AI, men jeg er bevidst om at kvaliteten, er vigtigere end kvantiteten.
Min far havde ret.